Tæt på ækvator

Den knap 10 måneder gamle Assana kigger undersøgende med sine klare, udtryksfulde øjne. Hun har endnu ikke noget hår, der er værd at snakke om, men hun er allerede begyndt at tage de første tilløb til at gå, og er man på telefonen med hendes mor, Faouzia, er hendes pludren og første ord tydelige i baggrunden. Så snart hun kan se én, klapper hun i – så får du højst et smil, og så dette blik, der måler en.

Faouzia bor i huset ved siden af min etageejendom. Selvom der blot er en port imellem os, og vi desuden er født det samme årstal, er der en verden til forskel på os.

Ikke i form af, at Faouzia er mørk og muslim, mens jeg er lys og ligeglad med religion. Men fordi hun allerede nu, som 26-årig, har oplevet ting, hun aldrig burde have været igennem.

Som tyveårig blev hun forelsket i en mand fra Cameroun og blev gravid. Hun fødte en dreng, men modsat mange andre vestafrikanske familier, ville Faouzias muslimske familie ikke acceptere hendes mand, da han er katolik. Han lever nu med deres fælles søn i Cameroun.

År senere mødte hun en ny mand, og hun blev atter gravid. For små ti måneder siden fødte hun to velskabte piger – tvillinger, en velsignelse og et godt tegn i Benin. Men den ene tvillingepige var svag og døde kort tid efter – og blot to uger, efter Faouzia havde lagt sin ene datter i jorden, blev hendes mand alvorligt syg og døde også.

Nu bor hun i Cotonou hos sin tante. Fire dagen om ugen gør hun rent og vasker tøj hos et par – til en månedsløn på 25.000 F CFA (cirka 280 kr.) - en gennemsnitsløn i Benin. I weekenden kommer hun forbi min lejlighed og tager sig af mit vasketøj. Jeg betaler hende godt og sørger desuden altid for at give noget ekstra hver gang; En kop te, noget chokolade, eller sende brød, grøntsager eller juice med hende hjem.

Vi har fundet ind til en forståelse og en tillid, og jo mere jeg lærer om Faouzia, desto større bliver min beundring. Faouzia er en fighter, der kan og vil selv - og ligesom mange andre beninske kvinder, jeg har mødt, giver hun baghjul til vestlige klichéer om afrikanske kvinder.

Faouzia forsørger sig selv og sit barn - hun holder både ud og hovedet højt på samme tid. I stedet for at bruge energi og tid på at stille sig selv det ubesvarlige spørgsmål: ”Hvorfor?”, accepterer hun tingenes tilstand. Og lever med det.

En tung bas dundrer ud af de let skrattende højtalere, og Lene Nystrøms stemmer blander sig: ”I’m a blond bimbo girl in a fantasy world, dress me up, make it tight, I’m your dolly”.

Jeg fniser højt for mig selv, men jeg står på et ben og forsøger at smutte i mine shorts. En beninsk ven har taget mig med i et træningscenter i Cotonou (største by og administrative hovedstad i vestafrikanske Bénin) hvor 90’er musikken dunker ud af højtalerne, og luften hænger tung, varm og fugtig over de svedende kroppe.

Selvom hovedparten af gæsterne er mænd, er der dog et par andre kvinder ud over mig. Heldigvis. Men jeg er den eneste ”rigtig” hvide – ellers er der en flok fyre der ligner, de kommer fra Mellemøsten (Libanon vil være et godt bud) og selvfølgelig et væld af afrikanere. Jeg føler mig ganske lille ved siden af disse enorme mænd, der alle går omkring med deres arme svævende en håndsbredde fra kroppen på grund af de enorme arm- og brystmuskler.

Jeg bliver præsenteret for Alfons, der skal tage sig af mig, mens min ven smutter hen til vægtstængerne. Egentlig vil jeg bare gerne løbe, men begge løbebånd er optagede, så Alfons putter mig på en kondicykel, mens jeg venter.

Bibi bod power, som træningscenteret så kuriøst er døbt, er hverken klimatiseret, og ventilatorerne i loftet står stille – snart ligner jeg de andre gæster, med sveden løbende fra alle porer. Sveden i Vestafrika har en andeledes lugt end i Danmark… Jeg har hørt den teori, at eftersom man hele tiden sveder og hele tiden drikker vand for at opretholde væskebalancen, sker der en konstant udskylning af affaldsstoffer – og det, vi sveder ud hernede, er derfor renere og mere vandbaseret, end den ildelugtende sved, hvis dunst et omklædningsrum i Danmark er gennemtrængt af.

Aqua har givet plads til Whigfield, der frejdigt synger: ”Saturday night and I like the way you move”. Og det gør vi så. En libaneser okser af sted på en kondicykel skråt overfor mig, ved siden af mig på løbebåndet er en beninsk kvinde i gang, og selv kæmper jeg mig igennem kilometrene og ønsker blot, at jeg ligesom Whigfield havde en hårtørrer, der i det mindste kunne give en eller anden form for frisk luft i mit drivvåde ansigt.

Efter en lille time i Bidi bod Power er jeg færdig – som i ”det var det”, men bestemt også som i ”nu kan jeg ikke mere”. Alfons prøver ellers ihærdigt at hive mig videre på stepmaskiner, crosstrainere og hvad-de-nu-ellers-hedder – men nej. Jeg må skuffe ham: Jeg er langt fra så udholdende i denne hede som mine lidelsesfæller, der kæmper videre rundt om i centeret, mens musikken blandet sig med de dumpe stød fra fødder, der slår mod løbebånd og metallisk klirren fra vægtstænger.

”Salut – Ich habe kein Geld.”

Abel Nidjé kigger på mig med sine alvorlige øjne, mens han ryster min hånd. Ligesom mange andre burkinere er det hvide i hans øjne gulligt – og i dag svømmer de let. På bordet foran ham står et glas, med en gullig væske, kun en tone mørkere end hans øjne - whisky fortyndet med vand.

”Jamen Abel dog…” siger jeg, mens jeg sætter mig ned på bænken i min venindes Jacquis lille maquis, hvor Abel sidder på sin faste plads i skyggen.

”Nej, nej – jeg har masser af penge. Se her,” siger han og trækker et par krøllede sedler op af lommen på hans skjorte:

”Det er bare fordi, jeg bliver nødt til at øve mit tyske – det er så mange år siden, jeg har snakket tysk, og så var det lige den sætning, jeg kunne huske.”

Men Abel Nidjé har ingen penge. Engang var han en stor mand i Burkina med kontakter hele vejen op igennem systemet. Han arbejdede som journalist på en af landets store stationer, som han også var chef for. Og nu sidder han her. Ved siden af whiskyglasset ligger et par avissider - Abel spiller på heste, men vinder sjældent noget. Hans kone har forladt ham, børnene vil ikke kendes ved ham.

Det er en ensom mand, der sidder overfor mig. En mand, der har mistet alt, og nu har fundet et holdepunkt i Jacquis maquis, hvor han er stamgæst. Det lader til, at de to har fin glæde af den andens selskab, selvom de tit skjuler det med småskænderier, og Jaquis konsekvent omtaler Abel som ”le vieux” – den gamle.

Da jeg går de sidste meter ned ad vejen, dykker Abel dybere ned i både glas og den tyske hukommelse. Inden jeg åbner min blå port, når hans sidste tyske glose mig: ”Achtung!”

Det er i aften, Danmark skal spille landskamp mod Norge, og jeg er inviteret hjem til et vennepar for at se kampen med en flok andre danskere og et par øl. Eftersom jeg hverken har bil, scooter eller cykel, er jeg henvist til de grønne taxier, der krydser gennem byen i et rent farveorgie. Nogle er temmelig ramponerede med døre, der skal have et ordentligt fur for at lukke ordentligt, hvor alle håndtag mangler, og sæderne engang var af skind. Andre er i bedre stand, med musik strømmende ud fra radioen, og et Wunderbaum, burkinsk flag eller en bedekrans hængende ned fra bakspejlet. Der er især én taxa, der er totalt gejlet op – med farver, blomster og funky musik, drøner han gennem byen. Jeg er sikker på, at hans anstrengelser bærer frugt – selv har jeg endnu ikke haft muligheden for at køre med ham, men byder den sig, kan I bande på, at jeg slår til.

Jeg krydser den store rundkørsel med FN’s globus i midten, og kigger mig godt for. Selvom folk i de fleste tilfælde respekterer trafiklys, kørselsretning og fodgængere (i hvert fald, inden mørket er faldet på), gælder det alligevel om at have øjnene med sig. Man siger, at der hver dag i Ouagadougou dør et menneske i et trafikuheld – lur mig, om ikke det tal er højere i virkeligheden. Da jeg kommer hen til en lille taxaholdeplads, er der straks en mand, der spørger mig:

”Vous allez où? Hvor skal du hen?” Jeg forklarer ham, hvor mine venner bor, hvorefter det uundgåelige spørgsmål kommer: Hvor meget vil du betale for den tur?

Taxa-systemet hernede er ret fantastisk – socialt, som mange andre elementer i det burkinske samfund. Med mindre man beder om at køre alene, vil chaufføren samle folk op efterhånden, som de prajer ham. Således kan man pludselig sidde fire, fem eller endnu flere passagerer i den samme bil. Pladsen kan hurtigt blive trang, men fordelen er, at det bliver billigere. Til gengæld er chaufførerne tit selektive med, hvor de gider køre hen, og hvem de gider samle op. Hvis folk skal til en ”forkert” del af byen, eller ikke lige skal af i nærheden af de andre passagerer, kommer de ikke med. Prisen kan være svær at bedømme, for den skifter jo alt efter, hvor mange der er med i bilen, og hvor langt man skal. Derfor er det rigtig surt, at manden spørger mig efter prisen på forhånd. Jeg kommer med et forsigtigt bud, som han straks accepterer – øvøv, det betyder, at det er overpris. Og så er det ikke engang ham, der kører mig, men en taxa han prajer, alt imens han desperat prøver at gætte min nationalitet; Er jeg canadier? Amerikaner? Nej, nej – tysker? Ja, for jeg er jo ikke franskmand, det kan han da høre.

Lige inden min taxa kører ud fra rabatten, fortæller jeg ham, at jeg er dansk.

”Jeg vidste det!” sagde han.

Danmark vandt som bekendt kampen.

Salima bøjer sig over symaskinen og syr hurtigt og præcist den søm, hun er i gang med, færdig. Det er en ældre, manuel maskine, der kun kan sy ligeud og zigzagge. Men der er heller ikke brug for andet i Burkina Faso, hvor elastisk stof ikke findes.

Salima har ikke set sine forældre i 16 år, siden hun som tolvårig rejste fra Gabon til Burkina Faso for at uddanne sig til skrædder. ”Modeliste” kalder hun sig – på dansk ville vi nok kalde hende tilskærer. Hun designer ikke tøjet, men kan se et billede af et stykke tøj, en tegning eller en kjole spadsere forbi på gaden og derefter kopiere mønsteret og sy en komplet kopi.

For tre år siden åbnede hun en lille skrædderforretning i hovedstaden Ouagadougou sammen med sin et år ældre veninde Aida. De virker meget ligeværdige de to, som de sidder bag hver deres symaskine, der tilsammen larmer som et større hornorkester. Men det er stadig Salimas butik og hende, der står for alt det økonomiske. Jeg kommer tit forbi – pigerne er ganske dygtige, og om ikke andet er det hyggeligt, og der er altid noget at snakke om. En dag havde jeg taget et par røde slaskebukser fra Danmark med, for at vise dem til Aida og Salima.

”Det er vist tøj for hvide mennesker,” siger Salima skeptisk, mens Aida griner over de underlige bukser, som jeg nu begejstret spankulerer rundt i. Den burkinske mode og stil er noget anderledes, end hvad en dansker, som jeg, er vant til.
For det første er stofferne enormt farvestrålende, med flotte mønstre i stærke farver. Der bruges både bånd og broderier, lag på lag og flæser. Uanset hvor gerne jeg end ville, har jeg for længst indset, at de stoffer, der ser fantastiske ud på burkinernes mørke hud, ligner noget, der burde være forbudt for børn, når de kommer på mig. Hver gang man går ud på vejen, flyver en sand eksplosion af farver og kunstneriske kreationer  en i møde– i sammenligning virker en dansk vej til at være et klip fra en sort/hvid stumfilm. Og så sidder alt tøjet til. Nederdelene skal stramme helt til under numsen, før de får lov at få noget vidde. Jeg forstår ikke, hvordan det er lykkedes franskmændene at tage patent på Parisernumser, når de reelt burde hedde Ouaganumser… Også overdelene skal sidde til, så udover en flittig brug af lynlåse kræver det et større arbejde med indsnit og små-korrektioner at få bluser og toppe til at følge overkroppens kurver. Det, vi i Danmark forsøger at skjule, bliver stolt vist frem i Burkina Faso; Det regnes ikke for smukt eller sexet at være tynd her.

Hvad enten det skyldes erfaringen eller blot bunder i et håb om at tage på i vægt, bliver alt tøj syet med en flere centimeterbred søm. Salimas svar er i hvert fald klart nok, da jeg første gang spørger til det overskydende stof, hun i mine øjne har efterladt i min nye overdel – hvorfor har hun ikke klippet det af?
Hun kigger på mig med en snert af overbærenhed i stemmen og siger:

”Så er der plads til, når du bliver tykkere.”

»Lige her i nærheden bor en mand – han har en hønsefarm med 5000 høns i en stor, stor lade. Hans søn går i skole, og en dag bad læreren børnene fortælle, hvad deres fædre lavede. En efter en rejste børnene sig op og fortalte om deres fars erhverv, og da turen nåede til mandens dreng, rejste han sig op og sagde: »Min far opdrætter høns«. Da brød hele klassen ud i latter og hånede drengen, der selvfølgelig blev forfærdelig ked af det, gik grædende hjem og fortalte sin far det hele.«

Ordene kommer fra Jacques Nignan. Lidt udenfor Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso, har han startet en lille privat skole, der skal undervise unge i økologisk landbrug og opdræt og sikre dem en både en boglig og praktisk indførelse i fagene. Og så får de unge tilmed diplom, når de har gennemført de 11 måneder, kurset tager. Det initiativ er ganske særligt. Burkina Faso er et landbrugsland, hvor over 80 procent af befolkningen er beskæftiget med at dyrke jord og opdrætte dyr – alligevel findes der ikke én eneste offentlig institution, der uddanner unge mennesker indenfor faget. Her er det at være landmand ikke et fag, ikke en titel. Og det bringer os tilbage til den stakkels dreng. For hvorfor grinede de andre? Fordi hønseopdrætter da ikke er noget, man ”er” som – i Burkina Faso er det at opdyrke marker og drive landbrug ikke noget, man bevidst vælger til. Det er dét, man ender med, når andre muligheder er brugt op – når drømmen om at sidde bag et skrivebord er brast, så kan man jo om ikke andet dyrke nogen afgrøder på nogen marker.

Den indstilling vil Jacques Nignan ændre. Hos ham er markerne dyrket uden hjælp af maskiner, kunstgødning og pesticider, her er summende bistader, hønsegård, kalkuner, geder og en larmende svinesti, hvor man har lavet et smart rendesystem, der fører grisenes urin ud i et bassin og siden benyttes som naturlig gødning på markerne.

Desuden får eleverne en indførelse i kunsten at drive en virksomhed.

»Når burkinere hører ordet virksomhed, løfter de altid hænderne afvisende,« siger Jacques, og illustrerer gestussen ved at vende sine to hvide håndflader imod mig.

Der er et stykke vej endnu for Jacques og hans skole, der lige nu har tolv elever. Med tiden vil skolen kunne rumme 100 elever, fortæller han, mens han stolt omkring mellem de stenmarkeringer, der engang skal rumme elevernes værelser, køkken, klasseværelser og kontor. Ja, fundamentet er lagt – både det fysiske og det visionære.

Jeg er ankommet til den lille landsby Lilgomdé, der ligger et stykke uden for Ouahigouya, der ifølge indbyggerne her er Burkina Fasos tredjestørste by. Det er en evindelig strid mellem Ouahigouya og Koudougou om, hvem der er størst, og eftersom der ikke er nogle brugbare folketællinger, kan stridsspørgsmålet få lov at stå længe.

For lidt over to år siden fik Lilgomdé en pumpe installeret lige uden for landsbyen, og det er grunden til, jeg er her.  For det er det danske udviklingssamarbejde, Danida, der har finansieret pumpen, og jeg er blevet bedt om at skrive historien til den danske avis MetroXpress i forbindelse med kampagnen Verdens Bedste Nyheder.

Jeg skal være et døgn i landsbyen for at få bedre mulighed for at snakke med indbyggerne – men før det er muligt at gå i gang, er der nogle formelle ting, der skal på plads først.

En stor del af landsbyen er samlet under et stort træ, ikke langt fra den nye pumpe. Der bliver hentet stole frem, så vi gæster kan sidde. En siddeplads er det første, man tilbyder sin gæst, derefter byder man på noget at drikke. Jeg hilser på alle mændene, der sidder under træet – kvinder og børn står et stykke væk og kigger nysgerrigt på. Hilsnerne tager tid – det er ikke nok med et solidt håndtryk og et ”Goddag” her. Der er helt særlige formler for, hvordan det skal foregå – man spørger til alt. Helbred, familie,  dyrene, livet generelt… Det kan tage en rum tid. Derefter bliver jeg præsenteret på det lokale sprog moré, så alle kan følge med. Det er kun et fåtal af landsbybeboerne, der snakker fransk. Når der bliver sagt noget, der falder i særlig god smag, klapper de alle sammen anerkendende, smiler til mig og siger barka barka – tak på moré.

Derefter skal vi besøge landsbyens øverste – den ældste mand i Lilgomdé. Han skal vide, at jeg er kommet, og godtage både mig og mit projekt. Den nogle-og-halvfemsårige olding sidder under et flettet halvtag, gemt godt af vejen i skygge for den arrige sol. På hans næse balancerer et par solbriller, der beskytter hans stort set blinde øjne mod det skarpe lys, og han har kun to tænder tilbage. Men hans stemme er kraftfuld, da han først velsigner mine muslimske følgesvende, og bagefter, da hans hænder famlende finder mine, hilser han på mig. Jeg takker mange gange – både på fransk og moré – og så er audiensen slut. Jeg er godkendt og kan nu vende tilbage til træets skygge og Lilgomdés beboere, der venter på mig.

”Hvis jeg skal have fat i en taxi, hvor skal jeg så gå hen?”

Jeg havde lige trænet i det famøse Center Rec for første gang. Det  er her, de fleste expats i Ouagadougou går hen for at holde fysikken ved lige, og faciliteterne var da også ganske udmærkede. En fint udrustet træningssal, tennisbane og pool. Det eneste problem i dag var, at a/c’en ikke virkede, hvilket betød, at sveden drev af mig i lange baner, og at løbeturen var hårdere, end den burde have været.

Nu stod jeg foran centeret og følte mig lidt rådvild. Ingen af taxachaufførerne, jeg havde forsøgt at praje, kendte stedet, og da jeg ikke selv kunne guide mig, havde min ene bofælle kørt mig på sin scooter. Nu stod jeg her, og var i tvivl, om det var lettest at få en af de letgenkendelige æblegrønnet taxaer på sidegaden til højre eller venstre.

Den kvindelige receptionist, Céline, der havde taget imod mig, var ved at tage hjem. Med pedalkraft havde hun lige fået gang i motoren på sin Puch Maxi-lignende knallert.

”Det kommer an på, hvor du skal hen?” svarede hun. Jeg forklarede hende, hvor jeg bor, og hun mente, at det i så fald ville være lettest at finde en taxi mod venstre.

”Jeg kan tage dig med op til den store vej!”

Selvom jeg protesterede og mente, det da var alt for meget, slukkede hun knallerten, fandt et lommetørklæde frem og tørrede pænt det lille sæde bag hende af, der var blevet vådt af eftermiddagens regnskyl. En-to-tre brummede motoren atter, og kort efter bumlede jeg op og ned på sædet bag hende.

Da vi kom op til asfaltvejen, råbte Céline over skulderen:

”Jeg kører dig lige helt hjem.” Og det gjorde hun. Hele vejen, endda - ned ad den lille jordvej og i zigzag om alle vandpytterne, til vi nåede den blå port, som fører ind til mit hus.

”Pas de problème” – intet problem, sagde hun, da jeg overstrømmende takkede hende for hendes venlighed. Mens jeg låste døren op, smilede jeg for mig selv – det havde jeg alligevel ikke regnet med.

Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso

For enden af min vej sidder Assida. Tungt placeret på sin lille taburet, der løfter hende små 20 centimeter fra jordvejen, passer hun sit lille bål og den flade gryde med varm olie. Her steger hun hver dag friske pommes frites og beignets - små friturestegte, luftige sukkerdejsboller – i massevis.

Min franske bofælle Sarah og Assida kender hinanden og snakker straks løs – ikke så få af de tidligere bofæller, har været faste gæster hos Assida. Især den tidligere danske praktikant kom tit forbi, og Assida savner ham.

”Det er to uger siden, at han tog hjem – og han har ikke engang givet lyd og sagt, om han er kommet godt frem,” siger Assida.
Vi tre bliver enige om, med smil i øjet, at det er lidt skidt, og Sarah lover at sende ham en mail snart.

Assida er vokset op i Bobo Diulasso, den anden største by i Burkina Faso, og da Sarah fortæller, at hun har været i Bobo og endda boet tæt på Assidas hjemkvarter, slår samtalen straks i den retning.

”Det er bedre i Bobo – det er ikke nær så varmt som i Ouaga, og priserne – aaahhh!” siger Assida. Det karakteristiske udråb kommer i en høj, hæs tone nede fra halsen og understreges af, at hun slår hænderne sammen.

”Her koster en ananas 500 franc (lidt over fem kroner) – donc on ne le peut pas manger ici.” Det har familien ikke råd til at spise her i Ouagadougou.

Hun sætter sig lidt bedre til rette på taburetten og bøjer sig frem for at skubbe en tyk træflis længere ind i de små flammer. Hun er en stor kvinde med glade øjne og det krusede hår samlet i fine, flade fletninger, der løber langs hendes hovedskal. Inden hun øser for 200 franc (lidt over 2 kroner) beignets op til os i et stykke avispapir, får jeg lov at smage én først, min første nogensinde, for at se om jeg kan lide dem.

”Il faut gôuter – det er nødvendigt at smage,” siger hun, og selvom Sarah har fået beignets før, skal hun ikke snydes for en smagsprøve – den smager sød og fedtet på én gang, og kunne meget vel minde om en sød, friturestegt æbleskive.

Inden vi går, siger Assida, at hun kan kigge forbi en dag – hun ved udmærket godt, at vi bor bag den blå port fyrre meter op ad vejen. Hun er meget velkommen, forsikrer jeg hende, og lover, at der nok skal blive serveret for hende. Da vi spadserer den korte vej hjem, hilser vi konstant til højre og venstre på naboer, der sidder i træernes skygge i vejkanten og nyder eftermiddagens mere nådige temperatur. En stille søndag går på hæld i Ouagadougou.

Når folk spørger mig, siger jeg bare, at jeg skal til Afrika. Hver gang ærgrer jeg mig godt og grundigt bagefter, for nu har jeg jo selv lige bidraget til at fastlåse en del af vores fordomme og tanker om det store kontinent syd for Europa.

Faktisk kan generaliseringen ikke være meget grovere. Med 54 selvstændige nationer (inklusiv Sydsudan, der blev selvstændig 9. juli 2011), et samlet areal på over 30 millioner km2 (det er mere end Canada, USA og Europa tilsammen) og over en milliard mennesker er diversiteten, mangfoldigheden og forskellene uendelig store. Derfor ville det være mere præcist at sige: Jamen jeg skal til Burkina Faso og Benin… Eller måske for at undgå præciserende spørgsmål blot: Jeg skal til Vestafrika.

Et slag på tasken er, at langt de fleste danskere, der har været i Afrika (se, der gjorde jeg det igen) har besøgt enten Tanzania, Kenya eller Uganda på østkysten eller Sydafrika. Har folk vovet sig vestpå, er turen højst sandsynligt gået til Ghana, den tidligere danske koloni, der er mere udviklet end sine nabolande, og hvor folk snakker engelsk. Det er nok de færreste, der har besøgt de frankofone, vestafrikanske lande, og siger jeg Burkina Faso, siger folk Mgala, hvis de overhovedet siger noget.

Så om mindre end én måned skal jeg til Vestafrika. På papiret er det et halvt år, hvor jeg som journalistpraktikant skal forsøge at få de danske medier til at tage imod artikler og andre journalistiske produktioner fra Vestafrika. Det bliver en udfordring - for udover, at Afrika ikke er i høj kurs hos medierne, er det endda heller ikke de klassiske historier, jeg vil levere. I kender dem sikkert godt, de klassiske historier - og hvis ikke kan I blot følge dækningen af den forfærdelige hungersnød, der i øjeblikket udspiller sig på Afrikas Horn. Det er historier om sult, fattigdom, korruption, gråd, krig, mord, voldtægter, udspilede barnemaver, bare tæer på udtørret jord og fluer i store, brune øjne.
Selvfølgelig er den del af historien ikke løgn - men Afrika er langt mere end dét…

Mit ønske og mål med denne blog er at give jer et mere nuanceret billede af Afrika. Jeg vil fortælle de andre historier, de personlige historier - jeg vil fortælle om mennesker, der lever, tænker, føler og drømmer som os - det er blot omstændighederne, der er forskellige.